Aberlour Alwyn

Aberlour Alwyn 74999 WSB

 

Født 14. maj 2007.

 

Alwyn er en meget skøn vallak, halvbror til Gambler, med Nebo Rustler som far. Han blev udstillet nogle gange som føl og plag, og klarede sig rigtig fint til shows. Hver gang fik han flotte eksteriørpoint og ros for sin lige og taktfaste bevægelse. Men da han stadig som 3 årig var klaphingst måtte vi opgive drømmen om at bruge ham i vores avl. Han blev derfor kastreret i foråret 2011 og samme efterår tilkørt i 2-spand sammen med Gambler. Året efter kunne man helt problemfrit sætte en rytter på ryggen af ham.

 

Vi bor klods op ad en skov, og det tiltrækker mitter i stort antal fra april til november. Alwyn er desværre overfølsom for mitternes spyt, så han lider af sommereksem - en ulidelig kløe, der udløses af mitternes stik. Efter at have afprøvet alt hvad der er på markedet af fodertilskud, specialmineraler, udvortes spray og fluemidler, uden noget positivt resultat, måtte vi indse at det eneste der kunne befri ham for kløe var at flytte ham til et miljø uden mitter.

 

I det tidlige forår 2015 flyttede han derfor til gode venner på stutteri Mailund i Thy. Men da han ikke rigtig bruges mere, er det beskuttet at han flytter tilbage til Sjælland, for at blive udbudt til salg som ride- eller kørepony. Han har det dejligste temperament og kan rides og håndteres af børn både i standen, på bane og i naturen. Han sælges til mittefrit område!

Alwyn rides i foråret 2018

Alwyn ny-tilkørt med makker i

efteråret 2011

Alwyn udstilles som 2 års hingst