Åbent hus 12. august 2018

Et hurtigt overblik over stutteri Aberlours sec. C ponyer


Vi startede med Welsh Cob avl i 1995 men skiftede over til sec. C ponyer i 2003. Vores sidste Welsh Cob blev solgt i 2002 og vi havde i mellemtiden fået lov at købe en pragtfuld 15 årig springpony; Thorneyside Glamour Girl WC 71, som var 3/4 cob og 1/4 sec. C. Planen var, at hun efter nogle år på stævnebanerne skulle bruges som vores nye avlshoppe. Vi vidste ikke om hun havde haft føl før, men kunne læse i hendes pas, at hun var blevet handlet mange gange i Wales. 'Gladis' fik en enorm betydning for vores sec. C avl, og er i dag stammoder til alle vores nuværende ponyer, på nær Aberlour Alwyn.


'Gladis' var hurtig i vendingerne og sprang med stor sikkerhed, så hun hev mange røde rossetter hjem. Men hun var også 'godt brugt', så hun holdt ikke til konkurrencespringningen så længe som vi havde håbet på. I 2003 blev hun sat i fol med den charmerende lille sec. C hingst Rytterbjergets Infínity WCH 13, og resultatet blev vores nuværende stamhoppe Aberlour Gwalia WC 105, der indtil nu har givet seks føl, utallige championater, samt opnået 23 point for en hoppesamling på Roskilde Dyrskue.


Foruden Gwalia, er Thorneyside Glamour Girl mor til: Aberlour Gambler (som stadig bor hos os og har været brugt som kørepony), Aberlour Gwen, Aberlour Gimli, Aberlour Gimmick, Aberlour Goodwyn og Aberlour Gemma WC 138. Et par stykker er solgt til Sverige, en slagtede vi, da kvaliteten ikke var i orden. Gemma, den yngste af hendes afkom på nu 8 år, går som en rigtig god dressur- og springpony på Sydsjælland.


Gwalia har overtaget tronen som stamhoppe efter sin mor, som vi tog afsked med da hun var 26 år. Hun fik sit sidste føl som 23 årig. Gwalia har været en stor fornøjelse at have med på shows, især i hendes yngre år, hvor hun vandt mange championater. Hun er kun 126 cm. i stang, så hun kan ikke rigtig hamle op med de mange betydelige sec. C hopper, der efterhånden er i Danmark. Men hun er en træfsikker avlshoppe, som vi er meget glade for at have hos os.


Gwalia er mor til: Aberlour Ginny WC 132, Aberlour Gaia, WC 137, Aberlour Ginette, Aberlour Gilbert, Aberlour Gadfly samt Aberlour Gwyneth. Ginette og Gadfly er solgt mens de fire øvrige stadig er hos os som hhv. avls- og køre/rideponyer - Gwyneth er dog kun 1 år, så hun laver ikke noget endnu.


7 årige Aberlour Gaia har i særdeleshed fyldt sin mors fodspor ud på showbanerne, og vundet adskillige championater i welshforeningen og Mountain & Moorland. Hun har fået to føl; Aberlour Gallina, der vandt den fornemme titel International Overall Foal Champion på Vilhelmsborg i 2015, da den danske welshforening var vært for Internationalt Welsh Show, samt Aberlour Glenda, der blev solgt som føl.


I nogle år havde vi desuden den importerede sec. C hoppe Erwwastad Anna WC 99. Hun fik tre hingsteføl her; Aberlour Albin, Aberlour Alwyn og Aberlour Amber. Sidstnævnte blev solgt som føl til Sverige og bruges som 1-spænder i kørekonkurrencer. Albin blev solgt her i DK som 1½ årig og Alwyn blev hos os som kørepony. Han har dog været udlånt i tre år på grund af sommereksem. Alwyn kom hjem igen den 1. august 2018 men er allerede videre, idet han er solgt med en prøvetid på en måned, til et mittefrit område med masser af ridepiger.


Vi har brugt forskellige hingste, og for de flestes vedkommende prøvet dem mere end én gang. Det bliver for omfattende at skrive om dem alle her, men I kan se listen over anvendte hingste og hvilke kombinationer de er brugt i. I de seneste år har vores fokus været på, at forsøge at få lidt mere størrelse på afkommene. Stamhoppen Thorneyside Glamour Girl var 137 cm. Døtrene Gwalia og Gemma er henholdsvis 126 og 132 cm. Gwalias afkom ligger for de flestes vedkommende på omkring 130-132 cm. med Gadfly som undtagelsen, idet han kun er 124 cm. - og meget lig sin morfar Rytterbjergets Infinity. Men vi vil gerne forsøge at få afkommene op i størrelse på omkring 133-135 cm., da der er lidt større efterspørgsel på kategori 2 ponyer.


Fælles for de sec. C ponyer, vi har avlet i nu 14 år, er, at de er meget nemme at have med at gøre. De er børnevenlige, de er arbejdsvillige, de har et skønt 'pony-udtryk' og de bevæger sig fremragende. Resten af fortællingen får I når I kommer til åbent hus 12. august. Vel mødt!


I gallerierne herunder ses de tre hopper i lige linje: Thorneyside Glamour Girl, Aberlour Gwalia og Aberlour Gaia - alle kåret i 1. klasse!