Start

Aberlour

Welsh Ponyer af Cob Type - avlet til børn og andre mennesker

Nyheder er opdateret 21. oktober 2024



Velkommen til til en tur rundt på vores website. Hvis du ser siden på en mobiltelefon, finder du menuen øverst til højre på de tre hvide streger. Ser du på en pc, ligger menuen i den brune bjælke øverst på siden.


Mange welsh-avlere har efterhånden nedlagt eller nedprioriteret deres hjemmesider, fordi det meste kommunikation foregår på sociale medier i dag. Men vi tilstræber at opdatere vores sider med rimelige intervaller. Vi synes ikke man kan undvære den mere dybdegående information, som kan finde på en hjemmeside. Du kan altid se i bjælken ovenfor, hvornår vi sidst har lavet opdateringer.

Vi har også en facebookside - Aberlour Welsh Ponyer -  hvor du kan følge med. Der er opdateringerne lidt hyppigere, og vi lægger tit små snapshots af ponyerne fra marken, fra udstillinger eller fra rideture. Men hvis du vil have et ordentligt overblik over afstamning og historik over vores ponyer gennem alle årene, så er det her på hjemmesiden du kan følge med.


Vi har  avlet og brugt Welsh Ponyer sec. C og Welsh Cobs siden 1995.  De første år var det primært welsh cobs, men fra 2004 har vi udelukkende avlet Welsh Ponyer af Cob Type, sec. C. Vi præsenterer her på siden vores tidligere og nuværende avlsponyer, de hingste vi har brugt, vores nuværende ungdyr, og de ponyer vi gennem årene har brugt til ridning og kørsel og solgt til andre avlere og brugere. 


En Welsh Pony af Cob Type er  en fremragende familiepony. Den har et meget skønt temperament, er alsidig og kan bruges til alle former for sport og hygge: kørsel, dressurridning, springning, military, skovtur, agility ... Ja der er ikke det, en Welsh Pony ikke kan. 


Welsh Ponyer af Cob Type må højst blive 137 cm. i stangmål. De ponyer vi har avlet ligger i et spænd mellem ca 126 og 135 cm. Så der er altså både kategori 3 og kategori 2 ponyer at finde her. De største er velegnede til børn fra 7-8 års alderen og til voksne, der ikke er alt for store og tunge. På grund af deres robusthed klarer de nemt en voksenrytter på 165 cm der vejer i omegnen af 60 kg.


I de år vi har avlet Welsh Ponyer sec. C, har vores ponyer vundet et betydeligt antal championater til stutteriet. Du kan se alle championaterne her.  Men det har ligeså stor betydning for os, at vores ponyer er gode til det, de er avlet til, nemlig fortrinsvis rideponyer til børn. Og det bekræfter de mange videoer, billeder, instagram-opslag mv. som deres nye ejere lægger ud i cyberspace.


Vi holder meget af at udstille vores ponyer ved kåringer, shows, dyrskuer og føl- og plageskuler. Vi er så heldige, at gode venner i Welshforeningen i Danmark (Welsh Pony og Cob Avlen i Danmark), er meget hjælpsomme. når vi skal i ringen. For der skal unge, friske ben til, når man vil vise en Welsh Pony frem. De er fremadgående, og sætter et godt tempo. 


Billederne herunder viser tre generationer af Aberlour-ponyer, der alle har opnået stor succes i showringen, med mormor Aberlour Gwalia først, derefter hendes datter Aberlour Gaia og tredje generation Aberlour Gallina.


Når vi har ponyer til salg, finder du dem på siden her: Salg. Og lige under dette link kan du se en samlet oversigt over de ponyer, vi gennem tiden har solgt herfra.


Vi er medlemmer af Welsh Pony og Cob Avlen i Danmark, af Welsh Pony and Cob Society i Storbritannien og af den svenske forening  Svenska Welshponny och Cobföreningen


Hvis du er interesseret i at læse mere om baggrunden for vores avlsarbejde og se avlsponyernes stamtavler, kan du dykke ned i nogle af undermenuerne på toppen af siden, hvor du finder masser af information om de ponyer, vi har anvendt i avlen. Og om dem vi selv anvender som brugsponyer eller påtænker at avle emd i fremtiden.


Og er du blevet så nysgerrig, at du bare MÅ se vores ponyer rigtigt, så er du meget velkommen til at komme og besøge dem. Kontakt os på mail@aberlour.info eller brug formularen nedenfor. Så finder vi et tidspunkt der passer.


Du er velkommen til at skrive til os, hvis du har spørgsmål vedr. ponyer til salg eller andre forespørgsler